1157

Dato	Sted	Nr.	Regest
[1157]		117	Frederik (Barbarossa), Romernes kejser, til sin farbroder Otto, biskop af Freising. Kejseren har med stor glæde modtaget biskoppens krønikebog og dvæler ved nogle begivenheder under sin femårige regering, blandt andet ved, at Danernes konge Peder, indkaldt til rigsmøde i Merseburg, aflagde mandsed og troskabsløfte og modtog kronen af hans hånd. Hvad han fremlægger i få ord, beder han biskoppen udvikle videre.
1157. 15. januar			Pave Hadrian stadfæster for ærkebiskop Eskil det lundensiske ærkesædes primat over Sverige og foreskriver, på hvilken måde ærkebispen af Uppsala skal modtage konsekration og pallium.
[1157]. 20. september	Anagni	118	(H)adrianus (4.) til Frederik (Barbarossa), Romernes kejser. E(skil), ærkebiskop af Lund, er på hjemvejen fra pavestolen blevet overfaldet på tysk område, mishandlet sammen med sit følge og holdes endnu i fangenskab. Denne store misgerning er kejseren bekendt; rygtet herom breder sig. Men kejseren siges at lade som ingenting, og misdæderne tror sig allerede straffri for det sacrilegium, de har forøvet. Paven har i et og alt opfyldt kejserens ønsker. Han frygter imidlertid, at denne nu efter tilskyndelse af et fordærvet menneske er blevet fjendtligt sindet mod den romerske kirke og paven. To kardinalpresbytere, Bernard af St. Clemens og Roland af St. Marcus, den sidstnævnte pavens kansler, afsendes som legati de latere til kejseren.
[1157]		119	E(skil), Lunds ærkebiskop, til konger, høvdinge, biskopper, abbeder, gejstlighed og menighed i Danmark. Ærkebiskoppen er blevet lagt i lænker. Den romerske kejser anklager ham for at have forbrudt sig groft imod ham og for at have forringet hans rige og krone. Hvor og hvornår ærkebiskoppen har gjort dette, kan han ikke forstå, skønt han ransager sin samvittighed. Anklaget, ikke overbevist bliver han domfældt, og skønt uskyldig regnet blandt misdædere. Dette er hans ære, dette hans triumf. Thi så stor er hans længsel efter, at det danske rige må stå hædret, den danske kirke ophøjet, at det er ham kærere at lide for denne kirke end at herske i den. Han opfordrer til forbøn for sig og forbyder, at der gives løsepenge.
[1157-1158]	[Roskilde]	120	Valdemar, Danernes konge. Forrædere har søgt at dræbe kongen; men det mislykkedes for dem. De samlede da menedere, oprørere og forbrydere og begyndte åben krig, men blev tilintetgjort med deres forbryderiske leder. I erindring om Guds godhed og det løfte, kongen har aflagt, overdrager han på en synode i Roskilde landsbyen Vitskøl, tilhørende hans fædrenearv, til Henrik, hans Cistercienserbrødre og deres efterfølgere. Et abbedi skal indrettes der. Ærkebiskop Eskil, det apostoliske sædes legat, har stadfæstet donationen.
[1157-1158]		121	Abbed (Henrik) af Vitskøl opfordrer klostersamfundet i Varnhem til at slå sig ned i det nye kloster i Vitskøl.
[1157-1160]		122	Valdemar, Danernes konge. Tord Sæmunds søn fik med Valdemars samtykke landsbyen Urmisruth som gave af kong Knud (Magnussen) og har mageskiftet den til brødrene i Esrom mod den jord, de havde i Gundsølille, og tre mark sølv. Kongens mænd har i hans nærværelse sat markeskel mod landsbyen Auetofh. Det halve af landsbyen Såne var fra gammel tid under kongens ret, men var med tilladelse af en af kong Valdemars forgængere overgået i andres besiddelse. Valdemar har i kraft af sin kongelige ret generhvervet det halve af landsbyen fra Peder Lagesen; de har derpå begge skødet landsbydelen til brødrene i Esrom, og disse har udredet 1 mark guld til forgyldning af Knud (Lavards) skrin.
[1157-1164]		123	Valdemar, konge over Danerne. Kongen har overtaget magten over hele riget. Landboerne under Benediktinerbrødrene i Veng betalte tidligere leding til kongens ombudsmænd. Valdemar har fritaget dem herfor.
[1157-1186]		124	Sy(mon), biskop af Odense, til Fynboerne. Nonnerne i Odense er fattige. Biskoppen harindviet kirken i Hjallese og bestemt, at den med tiender og kirkelige afgifter lægges til klostret. Nonnerne skal til gengæld lade gudstjenesten besørge i den.

[1157]

117

Frederik (Barbarossa), Romernes kejser, til sin farbroder Otto, biskop af Freising. Kejseren har med stor glæde modtaget biskoppens krønikebog og dvæler ved nogle begivenheder under sin femårige regering, blandt andet ved, at Danernes konge Peder, indkaldt til rigsmøde i Merseburg, aflagde mandsed og troskabsløfte og modtog kronen af hans hånd. Hvad han fremlægger i få ord, beder han biskoppen udvikle videre.

1157. 15. januar

Pave Hadrian stadfæster for ærkebiskop Eskil det lundensiske ærkesædes primat over Sverige og foreskriver, på hvilken måde ærkebispen af Uppsala skal modtage konsekration og pallium.

[1157]. 20. september

Anagni

118

(H)adrianus (4.) til Frederik (Barbarossa), Romernes kejser. E(skil), ærkebiskop af Lund, er på hjemvejen fra pavestolen blevet overfaldet på tysk område, mishandlet sammen med sit følge og holdes endnu i fangenskab. Denne store misgerning er kejseren bekendt; rygtet herom breder sig. Men kejseren siges at lade som ingenting, og misdæderne tror sig allerede straffri for det sacrilegium, de har forøvet. Paven har i et og alt opfyldt kejserens ønsker. Han frygter imidlertid, at denne nu efter tilskyndelse af et fordærvet menneske er blevet fjendtligt sindet mod den romerske kirke og paven. To kardinalpresbytere, Bernard af St. Clemens og Roland af St. Marcus, den sidstnævnte pavens kansler, afsendes som legati de latere til kejseren.

[1157]

119

E(skil), Lunds ærkebiskop, til konger, høvdinge, biskopper, abbeder, gejstlighed og menighed i Danmark. Ærkebiskoppen er blevet lagt i lænker. Den romerske kejser anklager ham for at have forbrudt sig groft imod ham og for at have forringet hans rige og krone. Hvor og hvornår ærkebiskoppen har gjort dette, kan han ikke forstå, skønt han ransager sin samvittighed. Anklaget, ikke overbevist bliver han domfældt, og skønt uskyldig regnet blandt misdædere. Dette er hans ære, dette hans triumf. Thi så stor er hans længsel efter, at det danske rige må stå hædret, den danske kirke ophøjet, at det er ham kærere at lide for denne kirke end at herske i den. Han opfordrer til forbøn for sig og forbyder, at der gives løsepenge.

[1157-1158]

[Roskilde]

120

Valdemar, Danernes konge. Forrædere har søgt at dræbe kongen; men det mislykkedes for dem. De samlede da menedere, oprørere og forbrydere og begyndte åben krig, men blev tilintetgjort med deres forbryderiske leder. I erindring om Guds godhed og det løfte, kongen har aflagt, overdrager han på en synode i Roskilde landsbyen Vitskøl, tilhørende hans fædrenearv, til Henrik, hans Cistercienserbrødre og deres efterfølgere. Et abbedi skal indrettes der. Ærkebiskop Eskil, det apostoliske sædes legat, har stadfæstet donationen.

[1157-1158]

121

Abbed (Henrik) af Vitskøl opfordrer klostersamfundet i Varnhem til at slå sig ned i det nye kloster i Vitskøl.

[1157-1160]

122

Valdemar, Danernes konge. Tord Sæmunds søn fik med Valdemars samtykke landsbyen Urmisruth som gave af kong Knud (Magnussen) og har mageskiftet den til brødrene i Esrom mod den jord, de havde i Gundsølille, og tre mark sølv. Kongens mænd har i hans nærværelse sat markeskel mod landsbyen Auetofh. Det halve af landsbyen Såne var fra gammel tid under kongens ret, men var med tilladelse af en af kong Valdemars forgængere overgået i andres besiddelse. Valdemar har i kraft af sin kongelige ret generhvervet det halve af landsbyen fra Peder Lagesen; de har derpå begge skødet landsbydelen til brødrene i Esrom, og disse har udredet 1 mark guld til forgyldning af Knud (Lavards) skrin.

[1157-1164]

123

Valdemar, konge over Danerne. Kongen har overtaget magten over hele riget. Landboerne under Benediktinerbrødrene i Veng betalte tidligere leding til kongens ombudsmænd. Valdemar har fritaget dem herfor.

[1157-1186]

124

Sy(mon), biskop af Odense, til Fynboerne. Nonnerne i Odense er fattige. Biskoppen harindviet kirken i Hjallese og bestemt, at den med tiender og kirkelige afgifter lægges til klostret. Nonnerne skal til gengæld lade gudstjenesten besørge i den.