forrige næste
Dato Sted Nr. Regest
[865. o. 22. april] 126 Pave Nicolaus 1. udtrykker sin misfornøjelse over for kongerne Ludvig 2. den Tyske og Karl 2. den Skaldede med, at de ikke har ladet ærkebisper og bisper fra deres riger deltage i den planlagte synode i Rom, og bebrejder Karl, 'at du har svaret og sagt, at størstedelen af alle bisperne dag og nat sammen med dine andre tro mænd holder vagt mod sørøverne, og af den grund forhindres bisperne i at komme'; men som Kristi stridsmænd er det ikke deres opgave.
865. 14. juni Ver 127 Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da abbed Bernard i klostret Solignac i landskabet Limousin har underrettet ham om, 'at samme kloster på grund af vore misgerningers belastende handlinger fordum blev hærget af hedningerne med ild' og dets adkomstbreve derved gik tabt, har han givet klostret et stadfæstelsesbrev på alle dets besiddelser.
865. 19. juni Ver 128 Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at St. Martins hospital ved Pont-sur-Seine skal tilhøre klostret Cormery til, gavn for både munkene og de fattige i hospitalet, og for at 'de på grund af hedningernes forfølgelse kan have deres frelsende tilflugtssted sammesteds'.
[865. 20. juni-866. 19. juni] Compiègne 129 Kong Karl 2. den Skaldede godkender, at hans slægtning abbed Ludvig i klostret Saint-Denis giver visse besiddelser tilbage til klostret Saint-Denis, som dette tidligere havde overladt ham 'den nysnævnte abbed, der var udfriet fra hedningerne og i mangt og meget nedbrudt'.
[865-866] 130 Pave Nicolaus 1. beder kong Karl 2. den Skaldede om at intervenere til fordel for kong Lothar 2.s søster Helletrud, enke efter grev Berengar, der har beklaget sig hos ham over, at broderen kong Lothar har frataget hende både det gods, som hendes fader kejser Lothar 1. havde skænket hende, og hendes arvegods; 'dette samme gods skænkede han jo i form af forlening til de hedenske normanner, vantro over for Guds hellige kirke'.
forrige næste