0864

Dato	Sted	Nr.	Regest
[864. Tidligst januar]		112	Ærkebiskop Hinkmar af Reims skriver til pave Nicolaus 1. om forskellige gejstlige forhold og nævner bl. a., at kirkemødet i Soissons blev afbrudt, fordi bispekollegerne i ærkestiftet Reims 'for at gøre modstand mod normannerne' skyndte sig hjem til deres bispesæder.
864 2. februar.		112M	En forfalsket notitia om normannernes hærgning i Akvitanien. »Il est tout à fait inutile d'insister sur le caractére fantaisiste de cette notice ou l'on trouve un écho de la campagne des Normands dans le Toulousain et le Rouergue en 864«, Recueil des actes de Charles II le Chauve II 617.
[864. Forår]		113	Kong Lothar 2., der opholder sig i sit riges fjerneste lande og 'holder byrdefuld vagt mod angreb fra hedningerne', skriver til pave Nicolaus 1. i anledning af sin skilsmissesag.
[864. Forår]		114	Biskop Adventius af Metz, der har været stærkt optaget af sin kirkes tarv 'under hedningernes såre grumme forfølgelser og de slette kristnes hyppigt gentagne sammensværgelser', godkender pave Nicolaus 1.s bandlysning af ærkebisperne af Köln og Trier.
[864. Forår]		115	Biskop Rathold af Strassburg undskylder over for pave Nicolaus 1., at han ikke har fået sin udsending af sted i tide, fordi han har været optaget af kongerigets hærtog 'eller rettere stærkt tynget af hedningernes belejringer og ikke mindre af slette kristnes sammensværgelser'.
864. 23. april	Saint-Denis	116	Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da abbed Godefridus i klostret des Fossés har underrettet ham om, hvorledes dets breve og adkomstdokumenter er gået til grunde, 'da munkene i samme kloster under hans styre flygtede fra normannernes åsyn og søgte at undslippe fra deres hænder', har han stadfæstet alle deres besiddelser.
[864. o. 31. maj]		117	Pave Nicolaus 1. formulerer i 11 artikler sit svar på de sager, som kong Ludvig 2. den Tyske har forelagt ham gennem sin gesandt biskop Salomon af Konstanz. Artikel 2: Han vil, idet han følger i kejser Ludvig den Frommes og sin forgænger pave Gregor 4.s fodspor, godkende, at bispen af Bremen fortsat for sig og sine efterfølgere skal have den ærkebiskoppelige myndighed 'over danerne og sveerne'. Artikel 8: Hvad angår kongen af Danmark, som har aflagt et løfte til Gud og St. Peter, takker paven Gud af et fuldt hjerte og vil bede for, at kongen vil fortsætte i høvedsmanden Cornelius' fodspor (jf. Apostl. Gern. 10).
[o. 864. 31. maj]		118	Pave Nicolaus 1. til 'Hårek, de Danskes konge'. Paven takker Gud for de gaver, som kong Ludvig 2. den Tyskes gesandt biskop Salomon af Konstanz har overbragt fra ham (Hårek) og for efterretningerne om hans tilnærmelse til den kristne tro. Han beder bestandig til Gud for hans frelse og opfordrer kongen til gennem den frelsebringende dåb at vinde det evige liv; han bør afstå fra at dyrke sine hedenske afgudsstøtter.
864. 31. maj		119	Pave Nicolaus 1. stadfæster, efter at kong Ludvig den Tyske gennem biskop Salomon af Konstanz har forelagt ham, at kejser Ludvig den Fromme havde givet munken Ansgar fra klostret Ny Korvey underhold i Hamburg 'ved grænsen til danerne og venderne eller sachserne', og pave Gregor 4. havde gjort Ansgar til ærkebiskop af Hamburg samt tildelt denne palliet, på ny Ansgar som legat 'blandt alle sveernes eller danernes samt ligeledes blandt vendernes folkeslag deromkring eller blandt de øvrige folk overalt i de lande' med Hamburg som ærkesæde. Da kong Karl den Skaldede har frataget det klostret Turholt, og da det 'på grund af barbarernes grumhed' økonomisk er svækket i den grad, at dets gejstlige har forladt det og missionsvirksomheden gået i stå, bestemmer paven, at det vakante bispedømme i Bremen skal forenes med Hamburg, og disse to stifter for fremtiden regnes for eet. Ingen ærkebiskop af Köln skal have nogen myndighed i dette stift.
864. 1. juni		120	Pave Nicolaus 1. stadfæster ærkebiskop Ansgar og hans efterfølgere i besiddelsen af klostret Ramelsloh som erstatning for klostret Turholt og fordi Hamburg fuldstændigt er blevet ødelagt af barbarerne.
864. 20. juni	Pîtres	121	Galliens bisper, der er forsamlet i Pîtres, 'hvor den almindelige nødstilstand havde draget os hen for at indrette forsvarsværker mod normanner', og hvortil et kongeligt påbud havde hidkaldt dem til styrkelse af riget, stadfæster på anmodning af munkene i klostret St. Germain i Auxerre alle klostrets besiddelser.
864. 25. juni	Pîtres	122	Rigsmøde i Pîtres. I sin adnuntiatio takker kong Karl 2. den Skaldede alle sine tro mænd for deres støtte, påminder dem om nødvendigheden af at arbejde videre på de forsvarsværker, som han har påbegyndt (ved Pîtres)2) 'mod Guds og hans hellige kirkes og vore fælles fjender, normannerne', idet han henviser til, hvor formålstjenlige sådanne vilde have været, dengang man stod over for disse ved Meaux (862). I den udstedte forordning, der omfatter 37 kapitler, foreskrives i kap. 6, at der skal skrides ind mod de skrupelløse mennesker (leves homines) fra de grevskaber, 'som er hærget af normannerne', når de begår ulovligheder og skyder sig ind under, at de har mistet alt og derfor ikke kan stævnes på deres bopæl og straffes på deres gods; endvidere i kap. 25: 'eftersom normannerne i medfør af vore synder kommer os ind på livet', skal enhver, der efter 1. juli udleverer harnisker, våben eller stridsheste til 'normannerne', hvad enten de gør det for at udrede løsepenge eller sælger dem for vindings skyld, straffes med døden som landsforræder; i kap. 31, at greverne skal optegne navnene på flygtningene fra det område, 'som er hærget af normannerne', og tillade dem, der flygtede under Karl den Store og Ludvig den Fromme, at forblive på stedet, hvor de har slået sig ned, men at de, 'som på grund af normannernes forfølgelse for nylig er flygtet fra disse egne til hine egne', under skattefrihed skal vende tilbage, og i kap. 37, at han forbyder sine tro mænd at lægge beslag på et herberge i Pîtres, som han har ladet genopføre, og som han forbeholder sig, når han har behov for at opholde sig der til forsvar 'mod hedningerne'. I en tilføjelse indskærper kongen alle sine vasaller, at de, når de får et kongeligt budskab herom eller bringer i erfaring, at kongen har brug for tropper, straks skal begive sig til ham for at kæmpe 'enten mod hedningerne eller mod alle andre'.
[o. 864. juni]		123	Ærkebiskop Hinkmar af Reims afgiver en betænkning (consilium) om, på hvilken måde kong Pippin 2. af Akvitanien skal gøre kirkebod, 'fordi han har forbundet sig med hedningerne, ved hvilket forbund meget ondt er blevet forvoldt.
864. 11. oktober	Petegem	124	Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da biskop Reinhelmus af Noyon og Tournai og grev Adelelmus, (verdslig) abbed i St. Peters og St. Bavos kloster i Gent, har underrettet ham om, at klostret havde haft stadfæstelsesbreve fra hans forgængere, 'men at samme breve var gået til grunde og brændt under hedningernes voldsomme angreb og som følge af vore os belastende synder', har han på ny stadfæstet dets besiddelser i Belgien, Nordfrankrig og Frisland.
[864-65]		125	Ærkebiskop Ansgar giver de tyske bisper en beretning om missionsvirksomheden 'i Nordens lande', som har medført, at Kristi kirke nu hos danerne og sveerne har fast grund under fødderne, og at præsterne uhindret kan udføre deres gerning, og beder dem opbevare denne beretning i deres arkiver.

112

Ærkebiskop Hinkmar af Reims skriver til pave Nicolaus 1. om forskellige gejstlige forhold og nævner bl. a., at kirkemødet i Soissons blev afbrudt, fordi bispekollegerne i ærkestiftet Reims 'for at gøre modstand mod normannerne' skyndte sig hjem til deres bispesæder.

864 2. februar.

112M

En forfalsket notitia om normannernes hærgning i Akvitanien. »Il est tout à fait inutile d'insister sur le caractére fantaisiste de cette notice ou l'on trouve un écho de la campagne des Normands dans le Toulousain et le Rouergue en 864«, Recueil des actes de Charles II le Chauve II 617.

[864. Forår]

113

Kong Lothar 2., der opholder sig i sit riges fjerneste lande og 'holder byrdefuld vagt mod angreb fra hedningerne', skriver til pave Nicolaus 1. i anledning af sin skilsmissesag.

[864. Forår]

114

Biskop Adventius af Metz, der har været stærkt optaget af sin kirkes tarv 'under hedningernes såre grumme forfølgelser og de slette kristnes hyppigt gentagne sammensværgelser', godkender pave Nicolaus 1.s bandlysning af ærkebisperne af Köln og Trier.

[864. Forår]

115

Biskop Rathold af Strassburg undskylder over for pave Nicolaus 1., at han ikke har fået sin udsending af sted i tide, fordi han har været optaget af kongerigets hærtog 'eller rettere stærkt tynget af hedningernes belejringer og ikke mindre af slette kristnes sammensværgelser'.

864. 23. april

Saint-Denis

116

Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da abbed Godefridus i klostret des Fossés har underrettet ham om, hvorledes dets breve og adkomstdokumenter er gået til grunde, 'da munkene i samme kloster under hans styre flygtede fra normannernes åsyn og søgte at undslippe fra deres hænder', har han stadfæstet alle deres besiddelser.

[864. o. 31. maj]

117

Pave Nicolaus 1. formulerer i 11 artikler sit svar på de sager, som kong Ludvig 2. den Tyske har forelagt ham gennem sin gesandt biskop Salomon af Konstanz. Artikel 2: Han vil, idet han følger i kejser Ludvig den Frommes og sin forgænger pave Gregor 4.s fodspor, godkende, at bispen af Bremen fortsat for sig og sine efterfølgere skal have den ærkebiskoppelige myndighed 'over danerne og sveerne'. Artikel 8: Hvad angår kongen af Danmark, som har aflagt et løfte til Gud og St. Peter, takker paven Gud af et fuldt hjerte og vil bede for, at kongen vil fortsætte i høvedsmanden Cornelius' fodspor (jf. Apostl. Gern. 10).

[o. 864. 31. maj]

118

Pave Nicolaus 1. til 'Hårek, de Danskes konge'. Paven takker Gud for de gaver, som kong Ludvig 2. den Tyskes gesandt biskop Salomon af Konstanz har overbragt fra ham (Hårek) og for efterretningerne om hans tilnærmelse til den kristne tro. Han beder bestandig til Gud for hans frelse og opfordrer kongen til gennem den frelsebringende dåb at vinde det evige liv; han bør afstå fra at dyrke sine hedenske afgudsstøtter.

864. 31. maj

119

Pave Nicolaus 1. stadfæster, efter at kong Ludvig den Tyske gennem biskop Salomon af Konstanz har forelagt ham, at kejser Ludvig den Fromme havde givet munken Ansgar fra klostret Ny Korvey underhold i Hamburg 'ved grænsen til danerne og venderne eller sachserne', og pave Gregor 4. havde gjort Ansgar til ærkebiskop af Hamburg samt tildelt denne palliet, på ny Ansgar som legat 'blandt alle sveernes eller danernes samt ligeledes blandt vendernes folkeslag deromkring eller blandt de øvrige folk overalt i de lande' med Hamburg som ærkesæde. Da kong Karl den Skaldede har frataget det klostret Turholt, og da det 'på grund af barbarernes grumhed' økonomisk er svækket i den grad, at dets gejstlige har forladt det og missionsvirksomheden gået i stå, bestemmer paven, at det vakante bispedømme i Bremen skal forenes med Hamburg, og disse to stifter for fremtiden regnes for eet. Ingen ærkebiskop af Köln skal have nogen myndighed i dette stift.

864. 1. juni

120

Pave Nicolaus 1. stadfæster ærkebiskop Ansgar og hans efterfølgere i besiddelsen af klostret Ramelsloh som erstatning for klostret Turholt og fordi Hamburg fuldstændigt er blevet ødelagt af barbarerne.

864. 20. juni

Pîtres

121

Galliens bisper, der er forsamlet i Pîtres, 'hvor den almindelige nødstilstand havde draget os hen for at indrette forsvarsværker mod normanner', og hvortil et kongeligt påbud havde hidkaldt dem til styrkelse af riget, stadfæster på anmodning af munkene i klostret St. Germain i Auxerre alle klostrets besiddelser.

864. 25. juni

Pîtres

122

Rigsmøde i Pîtres. I sin adnuntiatio takker kong Karl 2. den Skaldede alle sine tro mænd for deres støtte, påminder dem om nødvendigheden af at arbejde videre på de forsvarsværker, som han har påbegyndt (ved Pîtres)2) 'mod Guds og hans hellige kirkes og vore fælles fjender, normannerne', idet han henviser til, hvor formålstjenlige sådanne vilde have været, dengang man stod over for disse ved Meaux (862). I den udstedte forordning, der omfatter 37 kapitler, foreskrives i kap. 6, at der skal skrides ind mod de skrupelløse mennesker (leves homines) fra de grevskaber, 'som er hærget af normannerne', når de begår ulovligheder og skyder sig ind under, at de har mistet alt og derfor ikke kan stævnes på deres bopæl og straffes på deres gods; endvidere i kap. 25: 'eftersom normannerne i medfør af vore synder kommer os ind på livet', skal enhver, der efter 1. juli udleverer harnisker, våben eller stridsheste til 'normannerne', hvad enten de gør det for at udrede løsepenge eller sælger dem for vindings skyld, straffes med døden som landsforræder; i kap. 31, at greverne skal optegne navnene på flygtningene fra det område, 'som er hærget af normannerne', og tillade dem, der flygtede under Karl den Store og Ludvig den Fromme, at forblive på stedet, hvor de har slået sig ned, men at de, 'som på grund af normannernes forfølgelse for nylig er flygtet fra disse egne til hine egne', under skattefrihed skal vende tilbage, og i kap. 37, at han forbyder sine tro mænd at lægge beslag på et herberge i Pîtres, som han har ladet genopføre, og som han forbeholder sig, når han har behov for at opholde sig der til forsvar 'mod hedningerne'. I en tilføjelse indskærper kongen alle sine vasaller, at de, når de får et kongeligt budskab herom eller bringer i erfaring, at kongen har brug for tropper, straks skal begive sig til ham for at kæmpe 'enten mod hedningerne eller mod alle andre'.

[o. 864. juni]

123

Ærkebiskop Hinkmar af Reims afgiver en betænkning (consilium) om, på hvilken måde kong Pippin 2. af Akvitanien skal gøre kirkebod, 'fordi han har forbundet sig med hedningerne, ved hvilket forbund meget ondt er blevet forvoldt.

864. 11. oktober

Petegem

124

Kong Karl 2. den Skaldede erklærer, at da biskop Reinhelmus af Noyon og Tournai og grev Adelelmus, (verdslig) abbed i St. Peters og St. Bavos kloster i Gent, har underrettet ham om, at klostret havde haft stadfæstelsesbreve fra hans forgængere, 'men at samme breve var gået til grunde og brændt under hedningernes voldsomme angreb og som følge af vore os belastende synder', har han på ny stadfæstet dets besiddelser i Belgien, Nordfrankrig og Frisland.

[864-65]

125

Ærkebiskop Ansgar giver de tyske bisper en beretning om missionsvirksomheden 'i Nordens lande', som har medført, at Kristi kirke nu hos danerne og sveerne har fast grund under fødderne, og at præsterne uhindret kan udføre deres gerning, og beder dem opbevare denne beretning i deres arkiver.