0859

Dato	Sted	Nr.	Regest
[859. Februar]		69	Ærkebiskop Hinkmar af Reims fremhæver i en skrivelse til kong Karl 2. den Skaldede nødvendigheden af at skride ind mod de plyndringer og voldshandlinger, der begås af hans krigsfolk, og som ikke er mindre end dem, der begås 'af hedningerne'. Endvidere må han sørge for, at de store dele af riget, som 'hedninger og falske kristne' allerede har bemægtiget sig, ikke øges til skade for de vasaller, der er ham tro.
859. 8. marts		70	Biskop Hilmeradus (af Amiens) meddeler biskop Franco af Liège, at præsten Hunfridus 'under pres af den største trang samt på grund af normannernes forfølgelse' har bedt om lov til at forlade Amien's stift og forrette gudstjeneste i Méeffe (i Liège stift).
859. 14. juni	Savonnières	71	Synode i Savonnières af franske og lothringske bisper om forbedring af kirkens stilling og genskabelse af fred med Ludvig 2. den Tyske. På synoden rejser kong Karl 2. den Skaldede anklage mod ærkebiskop Wenilo af Sens for, at denne, da kongen drog 'mod hedningerne til øen på det sted, som kaldes Oissel, sammen med vore tro mænd til lands og til vands', var blandt dem, der svigtede, idet han under påskud af sygdom forlod hæren og senere gik over til kong Ludvig 2., der havde angrebet det vestfrankiske rige.
[859. 14. juni]	Savonnières	72	Synoden i Savonnières stævner ærkebiskop Wenilo af Sens til inden 30 dage at give møde for den domstol af fire ærkebisper, der er blevet nedsat på synoden, og svare på kongens klager mod ham, bl. a. at han 'under opbudet mod hedningerne har berøvet ham [ↄ: kongen] Eders og Eders mænds hjælp', og ene af alle bisper har optaget forbindelse med kongens broder Ludvig, da denne angreb kongens rige.
[859. 14. juni]	Savonnières	73	Synoden i Savonnières bebrejder grev Robert den Stærke og andre stormænd, som er i forbund (societas) med ham, at de til Frankrigs skade splitter rigets enhed, og truer dem med bandlysning, dersom de fortsat begår overgreb mod kirken og dens gods; bl. a. har de anvendt 'henlæggelser, d. v. s. det, der er givet i varetægt på grund af hedningernes angreb' til egne formål.
[859. o. 10. august]		74	Lupus, (abbed i Ferrières), udtrykker over for Odo, (abbed i Corbie), sin dybe hengivenhed for ham, hvem han regner for sin bedste ven. Derfor fylder det Lupus med den største bekymring, at 'rygtet fortæller, at nogle af eders munke er blevet alvorligt såret i et sammenstød med barbarerne, heriblandt vor elskede G., som er gennemboret af ulivssår og, som det synes i øjeblikket, næppe vil slippe fra det med livet.' Odo bør afholde sig fra våbenløs og uforsigtigt at blande sig i kamptummelen; det skal han overlade til våbenføre mænd, som har valgt krigshåndværket, og selv nøjes med at lede begivenhederne med gode råd.
[859. efterår]		75	Lupus, (abbed i Ferrières), takker Odo, (abbed i Corbie), for hans brev og udtaler bl. a.: 'Jeg glæder mig over, at barbarerne ved eders, i virkeligheden Guds indgriben er blevet så behjertet nedkæmpet og nedhugget til sidste mand, og jeg er fuld af usigelig fryd over, at I selv og eders munke er blevet udfriet af den farlige situation. Min fryd er ikke blevet mindre ved, at I nu omsider, belært dels af formaninger dels af erfaringen, er kommet til den overbevisning ikke oftere dumdristigt at ville friste lykken. Med hensyn til G. og de andre, som blev såret under forsvaret af fædrelandet, vil vi ikke holde op med at opsende vore bønner.'
[e. 859]		76	Abbed Hilpericus og munkesamfundet i klostret i Arles til kong Karl 2. den Skaldede. I abbed Recimirus' tid 'blev der under djævlens rasen givet os en mængde normanner, som udsatte os for forfølgelse; både opholdt de sig der i tre dage og ødelagde samme kloster, men de dræbte også nogle af vore, idet de pludselig kastede sig over os, da de ikke fik noget fra os'; da munkene betragtede det skete som en straf for deres synder, samledes de til faste og bøn, under hvilken det åbenbaredes for en af dem, hvor helgenerne Quintinus, Hilarius og Tiburcius var begravet. Da der derefter skete flere mirakler ved gravene, og munkene fortsatte deres faste, blev yderligere 12 helgeners hvilested åbenbaret for en af dem, hvorfor abbeden og munkesamfundet opfordrer kongen til at støtte de fromme for at genoprette det, som 'hedningerne har ødelagt'.
[859-862]		77	Ærkebiskop Hinkmar af Reims takker abbed Trasulf og munkesamfundet i Corbie for deres velvilje og opfordrer dem til, 'overalt hvorhen det end bliver nødvendigt at trække sig tilbage under hedningernes truende forfølgelse, ikke at vige bort fra det gode livsmål'.

69

Ærkebiskop Hinkmar af Reims fremhæver i en skrivelse til kong Karl 2. den Skaldede nødvendigheden af at skride ind mod de plyndringer og voldshandlinger, der begås af hans krigsfolk, og som ikke er mindre end dem, der begås 'af hedningerne'. Endvidere må han sørge for, at de store dele af riget, som 'hedninger og falske kristne' allerede har bemægtiget sig, ikke øges til skade for de vasaller, der er ham tro.

859. 8. marts

70

Biskop Hilmeradus (af Amiens) meddeler biskop Franco af Liège, at præsten Hunfridus 'under pres af den største trang samt på grund af normannernes forfølgelse' har bedt om lov til at forlade Amien's stift og forrette gudstjeneste i Méeffe (i Liège stift).

859. 14. juni

Savonnières

71

Synode i Savonnières af franske og lothringske bisper om forbedring af kirkens stilling og genskabelse af fred med Ludvig 2. den Tyske. På synoden rejser kong Karl 2. den Skaldede anklage mod ærkebiskop Wenilo af Sens for, at denne, da kongen drog 'mod hedningerne til øen på det sted, som kaldes Oissel, sammen med vore tro mænd til lands og til vands', var blandt dem, der svigtede, idet han under påskud af sygdom forlod hæren og senere gik over til kong Ludvig 2., der havde angrebet det vestfrankiske rige.

[859. 14. juni]

Savonnières

72

Synoden i Savonnières stævner ærkebiskop Wenilo af Sens til inden 30 dage at give møde for den domstol af fire ærkebisper, der er blevet nedsat på synoden, og svare på kongens klager mod ham, bl. a. at han 'under opbudet mod hedningerne har berøvet ham [ↄ: kongen] Eders og Eders mænds hjælp', og ene af alle bisper har optaget forbindelse med kongens broder Ludvig, da denne angreb kongens rige.

[859. 14. juni]

Savonnières

73

Synoden i Savonnières bebrejder grev Robert den Stærke og andre stormænd, som er i forbund (societas) med ham, at de til Frankrigs skade splitter rigets enhed, og truer dem med bandlysning, dersom de fortsat begår overgreb mod kirken og dens gods; bl. a. har de anvendt 'henlæggelser, d. v. s. det, der er givet i varetægt på grund af hedningernes angreb' til egne formål.

[859. o. 10. august]

74

Lupus, (abbed i Ferrières), udtrykker over for Odo, (abbed i Corbie), sin dybe hengivenhed for ham, hvem han regner for sin bedste ven. Derfor fylder det Lupus med den største bekymring, at 'rygtet fortæller, at nogle af eders munke er blevet alvorligt såret i et sammenstød med barbarerne, heriblandt vor elskede G., som er gennemboret af ulivssår og, som det synes i øjeblikket, næppe vil slippe fra det med livet.' Odo bør afholde sig fra våbenløs og uforsigtigt at blande sig i kamptummelen; det skal han overlade til våbenføre mænd, som har valgt krigshåndværket, og selv nøjes med at lede begivenhederne med gode råd.

[859. efterår]

75

Lupus, (abbed i Ferrières), takker Odo, (abbed i Corbie), for hans brev og udtaler bl. a.: 'Jeg glæder mig over, at barbarerne ved eders, i virkeligheden Guds indgriben er blevet så behjertet nedkæmpet og nedhugget til sidste mand, og jeg er fuld af usigelig fryd over, at I selv og eders munke er blevet udfriet af den farlige situation. Min fryd er ikke blevet mindre ved, at I nu omsider, belært dels af formaninger dels af erfaringen, er kommet til den overbevisning ikke oftere dumdristigt at ville friste lykken. Med hensyn til G. og de andre, som blev såret under forsvaret af fædrelandet, vil vi ikke holde op med at opsende vore bønner.'

[e. 859]

76

Abbed Hilpericus og munkesamfundet i klostret i Arles til kong Karl 2. den Skaldede. I abbed Recimirus' tid 'blev der under djævlens rasen givet os en mængde normanner, som udsatte os for forfølgelse; både opholdt de sig der i tre dage og ødelagde samme kloster, men de dræbte også nogle af vore, idet de pludselig kastede sig over os, da de ikke fik noget fra os'; da munkene betragtede det skete som en straf for deres synder, samledes de til faste og bøn, under hvilken det åbenbaredes for en af dem, hvor helgenerne Quintinus, Hilarius og Tiburcius var begravet. Da der derefter skete flere mirakler ved gravene, og munkene fortsatte deres faste, blev yderligere 12 helgeners hvilested åbenbaret for en af dem, hvorfor abbeden og munkesamfundet opfordrer kongen til at støtte de fromme for at genoprette det, som 'hedningerne har ødelagt'.

[859-862]

77

Ærkebiskop Hinkmar af Reims takker abbed Trasulf og munkesamfundet i Corbie for deres velvilje og opfordrer dem til, 'overalt hvorhen det end bliver nødvendigt at trække sig tilbage under hedningernes truende forfølgelse, ikke at vige bort fra det gode livsmål'.