af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Mor!

1000 Tak for Dit rare Brev. Jeg har det saa storartet og Du maa aldrig være bange for at jeg bestiller for [ivrig?]; naar jeg skrev at jeg havde været en Smule træt (hvad jeg var ked af at have gjort) saa var det jo kun for at give en Forklaring for, hvorfor jeg havde været saa uartig at holde fri. 1000 Tak for alt hvad Du skrev. Da Du igen spørger mig om Kirstens Huer, saa maa jeg jo sige at jeg kunde synes, at jeg maaske syntes, at det var nok saa rart, om det kunde ordnes anderledes. Det er jo næsten de eneste Minder, vi har om Kirsten; og de er jo saa nøje knyttet til saa mange Minder om Fars og vores Barndom, at jeg kunde synes at det ikke var saa rart om de blev lavet til Tasker (eller der i det hele taget blev gjordt noget ved dem). Min egen lille Mor, Du maa aldrig blive ked af, at jeg gør saa meget Vrøvl; for jeg skriver det jo kun, fordi jeg ved, at Du 1v|ved, at jeg aldrig bliver ked af noget som Du ordner, men at jeg altid maa gøre saa meget Vrøvl, naar jeg bliver spurgt. Paa Spørgsmaal om mulige andre Fødselsdagsgaver, maa jeg jo sige, at jeg er saa ung og uartig, at jeg nærmest synes at der ikke er nogen Ende paa dem. F.Eks er Bøger jo altid saa rart; der er jo 100000...... dejlige Bøger som Margrethe (og jeg) vilde blive saa glade for at eje; jeg vil ikke nævne nogen, fordi jeg tænker paa for mange (Naar Du nævner, hvilke Bøger Margrethe allerede har faaet foræret, maa Du rigtignok ikke glemme H.C. Andersen som hun fik af Harald i Fjor. Fy skamme Dig; nu maa Du til Straf dennegang give ham en extra lille taknemlig Hilsen fra mig; Du behøver jo ikke at sige hvorfor). For at bøde lidt paa min Næsvished, skal jeg gerne tilbyde at besørge Bøger eller andre Ting herovrefra til Jenny eller hvemsomhelst. Her er saa mange dejlige Bøger og ikke dyre; men jeg maatte i saa Tilfælde have det snart at vide og omtrentlig hvormeget de maa koste.

Saa mange mange Hilsner fra Din egen næsvise uartige og frække men taknemlige dumme lille
Niels, der altid bliver gladest for hvad Du gør, men som det er farligt at begynde at filtre ind i noget, der strengt taget ikke kommer ham ved.