Julemærker

Kulturhistorisk baggrund

Vejrudsigter og langtidsprognoser havde man også i middelalderen, om end bygget på et ganske andet grundlag end nutidens meteorologi. Ud fra kalenderen i juletiden, hvor solen vender og det nye år begynder, mente man at kunne forudsige vejret i det kommende år. Med vejrprofetien fulgte varsler for en række økonomiske, politiske og sociale forhold. Princippet var uhyre enkelt: Den ugedag, som juledag eller nytårsdag faldt på, var afgørende for det kommende års gang. Almindeligvis benævnes denne type forudsigelser julemærker. Termen er eftermiddelalderlig og hentet fra en noget afvigende skik i nyere tid: Man noterede vejret i de tolv juledage, den 25/12-6/1, ud fra den antagelse, at hver af dagene varslede om en af det nye års måneder.

Julemærkerne var udbredt i hele det middelalderlige Europa, også i Norden. På dansk kender vi tre indbyrdes uafhængige versioner. Den ældste stammer fra slutningen af 1300-tallet og indgår i håndskriftet NkS66,8°. Desværre er sidste del af teksten gået tabt. De to øvrige versioner, der findes i håndskrifterne Linköping Samlbd. 1a og AM 819,4°, er omkring hundrede år yngre og tager begge udgangspunkt i nytårsdag, ikke juledag.

Julemærkerne i NkS66,8° er tidligere udgivet i Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, ved Marius Kristensen, København 1908-1920, s. LXXXIV-LXXXV. De to andre versioner af varslerne er udgivet af Gammeldansk Ordbog i duplikeret form: Lægebøger - Bondepraktika - Griseldis, 1970, s. 221-223 og 275-278.

Studér Middelalder på Nettet udgiver hele NkS66,8°, hvor julemærkerne følger efter Harpestrengs urtebog. De er muligvis skrevet af samme hånd som Skånske Kirkelov forrest i håndskriftet.

Se desuden